Sådan laver du en surdej
I denne vejledning viser jeg, hvordan du nemt opstarter en hvedesurdej. Du begynder med blot mel og vand og ender med en modersurdej, som med god pleje kan bruges i årevis til mange typer bagning.
At lave en god surdej kræver lidt tålmodighed. Det tager cirka 5 dage, med under 5 minutters arbejde hver dag, for at få den til at køre ordentligt.
Ingredienser
25 gram øko hvedemel
25 gram øko rugmel
50 g vand
Udstyr
Køkkenvægt
Glas med låg
Tidsforbrug
Total tidsforbrug 5 dage

Sådan gør du
Dag 1
Bland vand og mel i et glas, fx et Weck-glas. Rør godt rundt med en gaffel, til det er blandet sammen. Læg et låg løst over glasset.
Vigtigt: Sørg for, at låget ligger løst, da surdejen udvider sig, og glasset kan sprænge, hvis det er lukket helt tæt.
Dag 2-4
Rør rundt i surdejen med en gaffel hver dag, og læg låget løst på igen.
Dag 5
Rør igen rundt i dejen med en gaffel. På dette tidspunkt skulle der gerne være bobler i surdejen, og den skulle begynde at lugte surt. Hvis ikke, giv den et par ekstra dage med daglige omrøringer.
Tillykke!
Din surdej er nu klar til at blive bagt med. Det eneste det kræver er at du fodrer den regelmæssigt. Så kan du bage med den indtil du bliver træt af surdejsbrøds, hvilket jeg tvivler på man kan!
Lær hvordan du vedligeholder og fodrer din surdej så den kan blive bagt med igen og igen her: Vedligeholdelse og klargøring af surdej til bagning